Perfect Poses? på Glyptoteket – Menneskekroppens positurer

 

Perfect Poses? - Glyptoteket

“Evigt forår” af Rodin. Manden griber om den kvindelige figur. Nærmest som i en dans. Hans favn virker uendelig stor og kvinden meget lille med kroppen, som bøjer sig og understreger hendes bevægelse imod ham.

Et af mine favoritsteder i København er uden tvivl Glyptoteket. En helt unik oase beliggende ud til nok Københavns mest trafikerede vej og et stenkast fra livlige Tivoli. Alt larm, bilos og travl hverdag ligges bag een, når man langsomt siver ind i den smukke bygning via den tunge dør, som glider rundt og rundt. Her præsenteres kunst i unikke arkitektoniske rammer – og bygningen er spækket med fordybelsesrum. Alt er smukt: gulve, trapper, vægge, gelænder, håndtag. Alt. Og midt i det hele ligger Vinterhaven som det frodige omdrejningspunkt.

Positur og kropssprog

Der er meget nøgenhed på Glyptoteket og det er vidunderligt at gå rundt imellem de nøgne kroppe. I en verden, hvor kroppen ofte bliver udskammet, botoxet, målt og vejet med hårde og kritiske ord, gemt væk eller kirurgisk forandret, så er det altid – for mig – en velsignelse at gå rundt blandt Glyptotekets nøgne kroppe, læse titlerne og skabe de indre historier. Kontrasten mellem de stærke materialer og den blottede og sårbare nøgenhed berører mig altid. Jeg kan bruge lang tid på blot at sidde og se på en enkelt skulptur, men jeg nød også at lade mig guide på udstillingen Perfect Poses?, hvor skulpturerne er organiseret efter positur og kropsprog  f.eks.: siddende, på hug, stående, i bevægelse eller i samspil med en anden figur.

Perfect Poses? - Glyptoteket

La Sirene – Sirene, der bortfører ung mand Denys Pierre Puech (1854-1942) – Skabt i Paris, 1899.

Kroppen – Billedhuggernes favoritmotiv

Menneskekroppen har været billedhuggerens favoritmotiv fra antikken til det 20. århundrede. Netop kroppen i skulpturen har været omdrejningspunkt for de følelser og fortællinger, kunstnerne har ville udtrykke om menneskelivets universelle temaer. Måske netop derfor bliver man så berørt af skulpturerne på Glyptoteket. På den aktuelle udstilling Perfect Poses? zoomes der ind på en bestemt periode i denne lange historie: nemlig 1800-tallets franske skulpturer, som var Glyptotekets grundlægger, Carl Jacobsens samtidskunst og som han var dybt betaget af. På udstillingen ses 30 hovedværker af de mest betydningsfulde franske billedhuggere, som Jean-Baptiste Carpeaux, Jules Dalou, Auguste Rodin og Aristide Maillol.

Læs evt. mit indlæg om Rodin Museet i Paris, som er et af mine favoritsteder i Paris. Her finder jeg den samme ro, skønhed og fordybelse som på Glyptoteket. Se anlægget her

Perfect poses?-Glyptoteket

Jean-Baptiste Carpeaux (1927-1875). La Dance. Liv og bevægelse.

Kroppen liv på sociale medier eller hugget i marmor

Med skulpturenes forskellige positurer får man et indblik i den samtid de er skabt i, men det er oplagt at forbinde datidens perfekte positurer med nutidens iscenesættelse på nettet. Kampen mellem det ideale og det realistiske. Menneskets stræben efter at fremstille perfektion er den sammen. Dengang og nu. Via sociale platforme på nettet eller i kraft af en marmorskulptur.

Det er kropssprogets finere detaljer, der afgør om vi ser en såret og svækket person eller en person fuld af liv. Udstråler krop, arme og ben bevægelse og liv? Kraft eller sårbarhed? Kærlighed og frygt?

Tag de unge mennesker med på udstillingen – de kommer gratis ind og udstillingen er oplagt at tale ud fra, hvad angår nutidens syn på kroppen.

Hvad ser du? 

Særudstillingen Perfect Poses? kan ses frem til 16. juni 2019. Se mere hos Glyptoteket. Adressen er: Dantes Plads 7 – 1556 København V.

 

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder fra bloggen sendt direkte til din indbakke.

Ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev, accepterer du, at jeg må sende dig nyheder, mails med tips og gode råd, digitale gaver samt informationer om produkter. Du kan til enhver tid afmelde dig mit nyhedsbrev igen. Læs min cookie- og privatlivspolitik her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.