“de” af Helle Helle – Intenst drama under den stille overflade

Helle Helle - De

Min bedste anbefaling til læsningen af Helle Helle´s “de” er at læse den ganske langsomt. Det fortjener den. Giv den tid.

Romanen med den minimalistiske titel “de” er mit første læsemøde med Helle Helle. Jeg har længe vidst, at der findes en form for Helle Helle-klub, som er er forbundet med stor læseglæde. Hos min lokale boghandler sælger de sågar et bokssæt med hele Helle Helle´s forfatterskab. Tættere på HC Andersen kommer man næppe. Efter endt læsning forstår jeg godt hvorfor. Ganske langsomt læste jeg “de”. Nød de få velvalgte ord og sætninger.  Da jeg læste sidste side – og særlig da jeg læste første side igen – var det med en klump i halsen. Det er en af de smukkeste afslutninger på en bog jeg har læst. For mig er romanen rund. En cirkel. Jeg er sikker på, at mennesker, som har studeret litteratur vil kunne udtrykke dette bedre og mere korrekt. Jeg fortabte mig helt i de og gik fra min læsning af romanen lidt forandret. Og meget beriget.

Det sidste år med “de”

Romanen forløber over cirka eet år. Det sidste år, hvor der er et “de” bestående af navnløse mor og datter. de bor i en lejlighed i Rødby. Endnu en lejlighed i rækken af boliger de sammen er flyttet ind i – og ud af igen.

“Mængden af indbo holdes naturligt nede, hendes mor kasserer med hård hånd, det er døde ting. Hun har en remse med alle adresserne, hendes mor holder sig for ørerne, tørklædet falder frem i panden. Det er rødt og blåt og hvidt. Det er fra Sans Souci, det overlever.”

Datteren er 16 år og går på gymnasiet, hvilket medfører både alt det spændende , men også alt det usikre ved at være ung, få kærester, søge veninder og finde sig til rette til fester og i de sociale relationer. Finde sin identitet. Moderen er omkring 40 år og alvorligt syg. Fornemmer man. Hun har en sæbeforretning, hvor hun også sælger parfume, nattøj og accessories. Jeg husker dengang man passerede forretninger som moderens, hvor ejeren gjorde en dyd ud af også at efterlade et godt indtryk efter lukketid. Her beskrevet af man-fortælleren, der dukker op tre gange i romanen med de fineste beskrivelser af Motion i dagligstuen, Ansigtsgymnastik og Hvordan man lukker en butik om aftenen:

“….Natkjolen arrangeres på gulvet foran døren, for eksempel med bøjet arm og taljen rynket ind. man kan placere et par strømper under den, den kan også få armbånd og tørklæde om hovedet. Der er så mange kombinationsmuligheder, håndsæben kan ligges i utallige figurer….”

de af Helle Helle - boganmeldelse

Helle Helle har modtaget Kritikerprisen, PO Enquist-prisen, De Gyldne Laurbær og Det Danske Akademis Store Pris. Omslaget er lavet af Mikkel Carl.

Samhørighed

Mor og datter har et tæt og kærligt forhold til hinanden. De taler overfladisk sammen. F.eks. taler de ikke om den tunge sorg, der ligger som grundstemning i hele romanen: moderens sygdom og det faktum at en ganske ung kvinde snart mister sin mor. Men de viser stor omsorg for hinanden og der er meget varme og humor mellem dem. De griner meget – og nogle gange ender det i, forløsende, gråd. Jeg oplever, at på trods af det usagte, så fortstår de fuldstændig hinanden. Det er netop dét, som for mig udgør “de”. Den samhøringhed og fælles liv, vi som læser fornemmer er ved at slutte p.g.a moderens sygdom.

Der er blot to år mellem Helle Helle og mig og eftersom hun skriver om 80´erne, hvor hun var ung samtidig med hovedpersonen (og mig), så rammer stemningerne mig nemt med f.eks. ørkenstøvler, Pia Raug, Mon Chéri, kinasko og mønttelefoner etc.

Livet udfoldes med få ord

Helle Helle er eminent til at skabe stemninger med få ord. Der er umiddelbart ikke meget handling i bogen, men så alligevel. Hver sætning skaber stemninger, som skubber til mig som læser og inviterer mig til at se dybere i handlingen. I enkle sætninger leverer Helle Helle dagligdagen og tankerne set gennem en ung 16 årig piges øjne. Bogen er skrevet i nutid, hvilket til tider skaber sætninger, som kræver jeg stopper op, tænker, læser dén eller flere sætninger igen, studser og til sidst fornemmer lidt mere. For tiden siger jeg ofte til min mand, at jeg er taknemmelig over, at jeg ikke har kunne se ind i fremtiden. At jeg ikke har vidst, hvor langt et sygdomsforløb min mor skulle igennem og nu er ved at afslutte samtidig med livet. I “de” gør nutidsformen, at moderens alvorlige sygdom kan håndteres for dem begge. Nutidsformen er med til at fastholde deres samhørighed og kærlighed.

Jeg kan på det varmeste anbefale “de” af Helle Helle. Den måde hun forbinder sin roman med afslutning og begyndelse vil jeg altid bære med mig. Det er meget smukt.

Læs mere om Helle Helle her

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder fra bloggen sendt direkte til din indbakke.

Ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev, accepterer du, at jeg må sende dig nyheder, mails med tips og gode råd, digitale gaver samt informationer om produkter. Du kan til enhver tid afmelde dig mit nyhedsbrev igen. Læs min cookie- og privatlivspolitik her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.