Hungerhjerte af Karen Fastrup – Stærk roman om et udfordret sind

Jeg er med i to læsekredse og til den ene skulle jeg bl.a. læse “Hungerhjerte”, som er en autofiktiv roman om angst, kærlighed, sex og terapi. Tidspunktet for læsningen af romanen var umiddelbart ikke oplagt til en tung roman om psykisk sygdom idet min mor lå for døden – og det var da også først, da hun var blevet begravet, at jeg tog fat på bogen. Indtil da havde den ligget og gjort sig til med sit utrolig smukke omslag. En overordentlig æstetisk sag med et tungt indhold. Troede jeg. Jeg blev overrasket. Hungerhjerte er det stik modsatte af tung læsning.

Sygdom, sanselighed, sårbarhed – og styrke

Der bliver lagt hårdt ud på side 1 i Hungerhjerte, hvor vi møder jeg-fortælleren midt i sygdommen, som står i lys lue. Hun er netop ankommet til akutmodtagelsen, Psykiatrisk Center Ballerup. Året er 2015 og sygdommen har overmandet hovedpersonen, som bliver indlagt med skizofreni og angst. Men fornemmer styrken i sygdommen – “jeg er som en hvinende kugle i hovedhøjde…” og et menneske i frit fald.

Romanen blev påbegyndt, mens forfatteren var syg og det er muligvis det faktum, at hun skriver om sit liv mens hun lever det, som gør at romanen fremstår særdeles stærk og vedkommende. Sygdommen og indlæggelserne samt møderne med læger, sygeplejerske, SOSUassistenter og de andre indlagte er eet ud af tre overlappende spor i Hungerhjerte, som samlet danner billedet af hovedpersonen og delvist også forklarer, hvorfor hun ender med at få den frygtede diagnose Borderline. I romanen kan man læse Karen Fastrups egne journaler. Hun blotter sig fuldstændig for sin kunst, hvilket virker meget stærkt.

I et andet spor i romanen får vi indblik i hovedpersonens/forfatterens barndom og ungdom i Jylland. Her voksede hun op med en mor i sorg  og en stærkt dominerende far, hvis kærlighed krævede, at hun fremstod sej, drenget, skæg, modig og stærk. Ikke noget med kjoler, høje sko og feminine udtryk. Det var et højskolehjem med god og lødig litteratur i reolen, men også et hjem der var svært at navigere i. Masser af følelser og fornemmelser sitrede mellem familiens medlemmer. Mellem voksne og børn.

“Der er en naturlov i vores familie: Min mor og far og jeg kan ikke holde af hinanden på samme tid. Min far kan godt holde af mig. men hvis han gør det, så kan min mor hverken holde af ham eller mig. Hvis hun holder af mig, så har det som regel ikke så meget med mig at gøre, så er det, fordi vi rotter os sammen og går til angreb på ham. Og hvis min mor og far holder af hinanden, så er der ingen, der holder af mig”.

Det tredie spor kan man kalde Tinder-sporet eller blot Mænd. For dem er der en del af – nærmest et afhængighedsforhold til det modsatte køn, som hovedpersonen´s velbefindende og tryghed var bundet op omkring. Der er noget med hendes sanselighed, sårbarhed og sensitivtet, som uden tvivl er udviklet i de unge år i hendes familie, hvor alle antenner var ude, når forældrene var tilstede. Hendes higen efter udefrakommende anerkendelse og kærlighed. Et hungrede hjerte.

Det er bl.a. disse beskrivelser af dates med mænd, platformen Tinder og samtaler med veninderne om f.eks. kropsbarbering, som er med til at lette stemningen i romanen. Det er yderst vellykket. Forfatteren og jeg er født samme år – og jeg kender alle de steder hun beskriver i romanen og har stort set boet samme sted. Hendes færden i København er, for mig, derfor meget velkendt, hvilket gav mig  yderlige en dimension med velkendte billeder under læsningen.

Har jeg fortalt, at du har givet mig sprog?

Sådan står der i romanen. En stor sætning – og sproget er da også et uhyre vigtigt omdrejningspunkt i Hungerhjerte. Forfatteren har siden barns ben vidst, at hun ville være forfatter og når hun ikke skriver på sine egne bøger (hun har udgivet seks bøger), så oversætter hun andres bøger bl.a. Harper Lee, Linn Ullmann og Karl Ove Knausgaard. Derudover har hun læst Litteraturvidenskab og gået på Forfatterskolen. Uden sproget er hun ikke. Og undervejs i romanen mister hun sit sprog. Hun kan ikke finde sætningerne og angsten bliver forstærket. Det er, som læser, givende at få lov til at læse om psykisk sygdom, når det er skrevet med Karen Fastrups sprog. Psykisk sygdom er ofte forbundet med stigmatisering og skam, men Karen Fastrup indfanger og beskriver sygdommen, så den berører læseren på en, for mig, helt ny måde.

F.eks. her om hendes storebror:

“Det er min storebror, Jens. Hans hår er mørkt, og de lange øjenvipper er sorte. Han sidder på knæ i sorte regnbukser, holder en pind i den ene hånd, ser på mig med øjne, som fortynder angst”.

eller om moderens blik, der rammer hovedpersonen, som forsøger at regulerer moderens humør ved at servicere hende med en buldrende brændeovn og kaffe, så angsten kan vige sin plads for en stund.

“Min angst og hendes blik deler blodbaner.”

Bogen er skrevet uden selvmedlidenhed – og deri finder jeg en stor styrke. Hungerhjerte greb mig fra første side og jeg synes Karen Fastrup har indfanget tilstanden som psykisk syg og videreformidler dette både nuanceret, gribende og humoristisk. Jeg forstår godt  Statens Kunstfond mener Karen Fastrup´s Hungerhjerte hører til blandt de ti bedste udgivelser i 2018. Det bliver spændende at mødes i min Læsekreds og hører om de andre er lige så begejstret for Hungerhjerte, som jeg er. Jeg var vist lige ivrig nok efter at dele læseoplevelsen med de andre i Læsekredsen, da jeg i går cyklede ned til vores lokale bibliotek. Der var nemlig ikke andre. Ganske enkelt fordi jeg kom en uge for tidlig, men til gengæld kan jeg så dele oplevelsen med jer og give romanen en varm anbefaling.

Hungerhjerte af Karen Fastrup – Gyldendal

Romanen er nomineret til DR´s Romanpris