Indenfor hos Yves Saint Laurent og Alaïa – Modeskabere i Paris

Fotobog fundet forleden i Marais. Fuldstændig fantastiske billeder af moden vist i parisiske gader fra 40´erne og frem til 2012. Modeskabere i Paris´s gader

Der er noget særligt ved at træde indenfor i de bygninger og rum, hvor store modeskabere har kreeret spetakulære kjoler til kvinder. Indlægget handler idag om mit besøg hos to af disse, nu afdøde, mænd.

Yves Saint Laurent´s haute couture tempel

Jeg kunne ikke sige mig fri for lige at rette ryggen en ekstra gang, da døren blev åbnet for mig og jeg gik op ad den tæppebelagte trappe til haute couture templet på den legendariske adresse 5, l’Avenue Marceau. Tæt på Seinen i den smukke klassiske bygning med høje (meget høje) vinduer.

Her i Maison de Couture bliver man budt helt indenfor i de selvsamme rum, hvor fantastiske kreationer blev fremvist, prøvet og bestilt – selv Yves Saint Laurent´s ikoniske kontor/værksted er åbent for de besøgende. Det er nok dette rum, hvor det historiske vingesus er størst.

Yves Saint Laurent´s kreative værksted. Bemærk fotoet af hans nære veninde, Catherine Deneuve, bagved hans stol.

Museet viser frem til september 2018 en fantastisk udstilling bestående af 50 særligt udvalgte kreationer sammen med accessories, tegninger, fotografier og videoer.
Yves Saint Laurent arbejdede næsten 30 år i dette hus. Fra 1974 til 2002. Museet giver et unikt indblik i det 20. århundredes haute couture og den livsstil, der fulgte med. Yves Saint Laurent var nærmest kult blandt kunstnere og man støder på mange forskellige kendte kunstnere gennem udstillingen.To mennesker står dog stærkest i erindringen efter mit besøg – altså bortset fra mesteren selv: Hans trofaste ven og skuespiller Catherine Deneuve (med hvem jeg to gange indenfor et halvt år har spist frokost med – dog ikke sammen, men ved siden af hinanden på to forskellige restauranter i Saint Germain des Près. Behageligt sammentræf) og så hans kompagnon, Pierre Berges med hvem han også i en årrække dannede par privat.

Yves Saint Laurent designede også kostumer til f.eks. balletten. Her til Zizi Jeanmarie

Se udstillingen og oplev hans ikoniske design lige fra safaritøj, smoking til kvinder og den berømte Mondrian-kjole. Hans tøj vil uden tvivl fortsætte med at inspirere generationer af designere og kvinder.
Musée Yves Saint Laurent – 5, avenue Marceau, 75016 Paris

Sulten efter besøget? Følg eventuelt i Yves Saint Laurant´s fodspor (cirka 10 minutters gang fra museet) og spis på l´Avenue´s indendørs terrasse, der efter sigende var hans favorit til frokost.
L´Avenue, 41, avenue Montaigne, 75008 Paris

Bygningen hvor Yves Saint Laurent huserede gennem næsten 30 år

Azzedine Alaïa – Je suis couturier

Frem til 10. Juni 2018 kan man opleve og nyde 41 udvalgte kreationer fra nu afdøde Azzedine Alaïa´s hånd. Der er åbent i hans hus, Association Azzedine Alaïa, i Marais, Paris. Den tunesiske designer var oprindeligt uddannet billedhugger fra Beaux-Arts i Tunis, hvilket ikke fornægter sig i hans smukke silhuetter.
Siden hans første kollektion i 1979 har han fokuseret på at arbejde med dybe nuancer af sort og optisk hvidt. Han signatur var at skabe kjoler, som fremhævede en kvindes naturlige former.
“Jeg kan godt lide, når de er smukke og tidløse, ikke rodet med detaljer, ornamenter og farver, der for tidligt aldrer dem. Det enkleste er det sværeste at skabe.”
Bemærk skulpturen i gården med det flotte guldbryst ved indgangen til udstillingen.
Association Azzedine Alaïa, 18, rue de la Verrerie, 75004 Paris

En af Alaïa´s små sorte

Indgangen til udstillingen. Smuk gård midt i Paris

I kagehimlen – C´est merveilleux

Der er modeskabere – og så er der dem, der skaber nye store glæder: En kage ved navn: Merveilleux. Efter udstillingen kan jeg varmt anbefale et smut forbi kagehimlen Aux Merveilleux. Det er blot tre minutters gang fra Alaïa´s kjoler. En skøn butik med kæmpe lysekrone og masser af marmor – og de mest dekorative kager. Kagerne er overraskende lette og vanedannende med helt luftig marengs, flødeskum, smørcreme og revet chokolade, som jeg valgte. Fås også i andre versioner med f.eks. kaffe, hvid chokolade, kirsebær, karameliserede nødder….man kan ikke spise kagerne på stedet, men du får kagerne med i fine æsker, som du så kan tage med dig gennem Paris´s gader og glæde dig til.

Lette luftige kager fra Paris. Smager himmelsk. Auxmerveilleux

 

Lidt mere mode – film og bøger

I forlængelse af ovenstående udstillinger vil jeg lige anbefale to ting, som ligger sig lidt i slipstrømmen af de to modeskabere:

Phantom Thread eller Den skjulte tråd

Filmen handler om den feterede, excentriske, dameglade og succesrige kjoledesigner Reynolds Woodcock, som spilles helt formidabelt af Daniel Day-Lewis. Reynolds Woodcock arbejder for samfundets mest velhavende og lever livet som inkarneret ungkarl. Dette liv bliver vendt på hovedet, da han møder Alma, som bliver hans elskerinde og muse.

Modebibliotek på Østerbro i København

I forbindelse med Copenhagen Fashion Week åbnede det nye Modebibliotek på Østerbro Bibliotek. Her kan modeelskere udforske modebegrebet gennem både bøger, medier, fotografi, udstillinger og events.
Østerbro Bibliotek, Dag Hammerskjolds Allé 19, 2100 København Ø

Jeg slutter dette indlæg af med adressen til den lille boghandel, hvor jeg købte fotobogen (og to andre…), som er vist først i indlægget. Skøn lille boghandel med masser af bøger om Paris og pariserstemning…boghandlen ligger tæt på, hvor du kan få dine kager fra Auxmerveilleux – og Seinen.

Librairie, Le Piéton de Paris – 58, rue de l´hotel de Ville.

Alaïa design. Man fornemmer tydeligt at manden oprindelig var billedhugger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *