Jazz portrætter af fotograf Herman Leonard på Frederiksborg Slot

Jazz-portrætter
Lady Day alias Billie Holiday var blot teenager, da hun begyndte at synge professionelt i New York City i begyndelsen af 1930´erne. Inden længe optrådte hun på populære jazzspillesteder i Harlem og indspillede plader sammen med nogle af tiden bedste musikere. Stemningsfulde Jazz portrætter af fotograf Herman Leonard.

Jeg elsker jazz og portrætter, så den aktuelle udstilling “In the Groove” på Frederiksborg Slot – eller rettere på Det Nationalhistoriske Museum – får en varm anbefaling med fra mig. Fra Smithsonian i Washington DC har museet fået mulighed for at vise et udvalg af den berømte fotograf Herman Leonards enestående portrætter af en række af det 20. århundredes største amerikanske jazz-musikere.

Lad dig føre op på tredie sal med elevatoren og træd direkte ind i jazz-club stemning med mørke vægge og jazz sivende ned igennem gangene. Klæd dig varmt på – der er altid koldt på slottet om vinteren, men ualmindelig smukke omgivelser.

Herman Leonard indfanger essensen af live jazz optræden

I 1948 åbnede fotograf Herman Leonard (1923-2010) sit første atelier i Greenwich Village i New York City. Det viste sig at være på et perfekte tidspunkt i forhold til jazz-scenen: Swingperioden med dens store bands og fulde orkesteringer var ved at vige til fordel for små ensembler, der eksperimenterede med bebop og cool jazz. Nu sad gæsterne og lyttede, mens banebrydende musikere som f.eks. Charlie Parker og Dizzy Gillespie skabte musikalske “samtaler” gennem inspirerende improvisation.

Herman Leonard var eminent til at indfange den tilrøgende og fortættede stemning fra natklubberne, som også fornemmes via to skærme på udstillingen, der viser forskellige jazz-koncerter. På udstillingen møder man bl.a. legender som Louis Armstrong, Dexter Gordon, Art Blakey, Ella Fitzgerald, Fats Navarro, Chet Baker, Buddy Rich, Lester Young. Udstilingen løber frem til og med d. 27. januar 2019.

Jazz portrætter
Der blev røget godt igennem på natklubberne…
jazzportrætter
Sarah Vaughan (1924-1990) grupperes ofte med sangerinder som Billie Holiday og Ella Fitzgerald. I modsætning til disse to sang hun mere i bebop stil – og var som Fitzgerald, en dygtig scatsangerinde

Museum med fokus på portrætter

Det Nationalhistoriske Museum har til huse på Frederiksborg Slot, hvor de har en stor samling af portrætter – ligesom de løbende præsenterer særudstillinger med fokus på portrætter. På museet hænger portrætter af konger og adelige, kunstnere, politikere og sportsudøvere under samme kobbertag. Udover de malede portrætter rummer udstillingen buster og skulpturer. Desuden ejer museet tegninger, grafiske fremstillinger og portrætfotografier der omfatter værker af bl.a. Rigmor Mydtskov, Henrik Saxgren, Per Morten Abrahamsen og Suste Bonnén.

Til museet har Kasper Eistrup, tidligere kendt som forsanger og guitarist i bandet Kashmir, malet et nyt portræt af HKH Kronprins Frederik. I den anledning vises der i stueetagen en – i mine øjne – fremragende udstilling, hvor man kommer ind i Kasper Eistrups billedunivers. Særudstillingen med Kasper Eistrup kan ses frem til d. 3. marts 2019.

Jazz portrætter
Kasper Eistrup´s portræt af Kronprins Frederik.

Stemningen på Frederiksborg Slot

Jeg har i et tidligere indlæg, der omhandlede en anden særudstilling med portrætter af Søren Solkær, beskrevet de ualmindelig dejlige omgivelser, der omgiver slottet slottet. Und dig selv en tur rundt om Slotssøen og Barokhaven. Nyd eventuelt kaffen eller et glas vin i den hyggelige Café Havehuset, der ligger i Barokhaven overfor Slottet. Inde på museet bliver man altid mødt af det sødeste og mest hjælpsomme personale – og det må jeg indrømme gør hvert besøg til en endnu større fornøjelse. Et eksempel: da jeg forleden ledte efter trappen til tredie sal – jeg mente, at den lå et bestemt sted, men der stod “Adgang forbudt”.   Nede ved elevatoren fik jeg øje på en medarbejder og gik hen for at spørge efter trappen. Han svarede:”Jamen, her er elevatoren?” – hvortil jeg sagde “Jeg vil egentlig helst bare tage trappen” – så kiggede han smilende på mig og sagde “Hvis du tager elevatoren så kommer du direkte ind i udstillingen og begynder et rigtig godt sted“. Han havde fuldstændig ret. Det var den perfekte måde at ankomme til udstillingen. Hjælpsomheden går igen overalt: i museumsbutikken, ved skranken og hos vagten, som åbner døren for een. Det historiske vingesus er overvældende – det samme er stemningen. Et museum der, helt velfortjent, netop i 2018 slog sin hidtidige besøgsrekord. God tur!

Café Havehuset en socialøkonomisk café i Frederiksborg Slotshave. Pladser indenfor – og når vejret tillader (langt hen i efteråret og fra tidlig forår), så er der mange borde udenfor. En oase midt i Slotshaven. Foto lånt fra HAVEHUSET´s website.
Jazz portrætter
Smukt i al slags vejr. Her set i snevejr fra Torvet i Hillerød.

 

Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot 10 – 3400 Hillerød.

 

 

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder fra bloggen sendt direkte til din indbakke.

Ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev, accepterer du, at jeg må sende dig nyheder, mails med tips og gode råd, digitale gaver samt informationer om produkter. Du kan til enhver tid afmelde dig mit nyhedsbrev igen. Læs min cookie- og privatlivspolitik her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.