Portrætter og Pressefotos – To fotoudstillinger

Besøg på to fotoudstillinger. Her Fotos af Søren Solkær Starbird. Mediterende yogier.

Jeg holder meget af at gå på udstillinger og har netop besøg to fotoudstillinger, som jeg gerne vil anbefale. Min interesse for kunstudstillinger er ret bred idet udstillingerne indenfor forskellige genrer pirrer mine sanser på vidt forskellig vis. Det er yderst sjældent jeg forlader en udstillingen uden at have fået noget med mig. Måske er det blot er et enkelt værk, som har givet mig noget. Ramt mig, berørt mig, næret min æstetiske sans, vakt min nysgerrighed, måske medført afsky, oplyst mig – et eller andet!! Mødet med kunsten gør ganske enkelt bare mit liv væsentlig rigere. Oplev nedenstående to fotoudstillinger.

Fotoudstilling på Frederiksborg Slot: Portrætter, Søren Solkær

Søren Solkær har igennem 25 år været verdenskendt for sine portrætter af prominente personligheder som rockstjerner, skuespillere og filminstruktører. Heriblandt kan nævnes: musikerne Paul McCartney, Björk, Amy Winehouse og Adele, skuespillerne Alicia Vikander og Mads Mikkelsen, forfatteren Karl Ove Knausgård, sportsfolk som Kevin Magnussen og mange flere.  I mange år arbejdede han bl.a. også  på kunstprojektet ´Souls´ på toppen af bjerget Mount Abu, Rajasthan, Indien, hvor han fotograferede portætter af mediterende yogier.

Søren Solkær´s portræt af sangerinden Kira Skov, hvis musik og stemme jeg værdstætter højt.

Den retrospektive udstilling viser 235 portrætter, hvoraf to af dem er helt nye og skabt til museet: Margrethe Vestager og Bjarke Ingels. Museets portrætsamling udgør rent faktisk landets største og betydeligste, og samlingen af malerier, buster, tegninger og fotografier suppleres løbende med nye værker.

Søren Solkær siger, at hans mål er altid at skabe øjeblikke af intimitet og finde de små sprækker ind til menneskets sårbarhed. Det oplever man bestemt også og hvert portræt har sin egen stemning.

Udstillingen vises på Frederiksborg Slot – og billetten til udstillingen giver adgang til hele slottet, som er meget smukt. Særlig

Søren Solkær “Portræt”, Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot – Udstillingen kan opleves indtil den 15. april 2018 – og gå ikke glip af et besøg i den smukke Slothave – eller den fine Barokhave.

Udstillingen Portrætter vises på Frederiksborg Slot, Hillerød © Lone/GIVING.DK

 

Fotoudstilling på Den Sorte Diamant: Årets Pressefoto 2017

Udstillingen Årets Pressefoto er altid en vigtig udstilling. I år havde 168 fotografer indsendt 2041 fotografier og 49 tv/webproduktioner og jeg havde på forhånd læst mig til at niveauet var ekstra højt i år.
Jeg kan ikke, på et professionelt plan, afgøre om et fotografi er godt eller ej, men på det plan, som siger noget om hvor berørt jeg blev, så var det meget intenst. Jeg havde god tid til at lade mig “falde ind i billederne” og gå i dybden med teksten og det fortjente hvert foto også.

Min anbefaling er helt klart at give dig god til også til at se nogle af de produktioner, som man kan se sidst i udstillingen. Ikke mindst den med Politikens fotograf, Jacob Ehrbahn, som i to uger var om bord på et tysk redningsskib med frivillige fra græsrodsorganisationen Sea-Watch. Han var med under flere redningsaktioner, hvor de i motorbåde samlede desperate og udmattede flygtninge op på på åbent hav. Jeg kender hans fotos fra redningsaktionerne fra Politiken, men det var anderledes at se dem hænge på væggen og høre ham fortælle.

Årets pressefoto blev taget af freelancer Rasmus Flindt Pedersen. Det forestiller en ældre kvinde, der bliver kørt gennem det befriede – og 50 grader varme – Mosul på ladet af en af Golden Divisions pansrede biler.

Årets Pressefoto 2017 taget af Rasmus Flindt Pedersen

Forslag: Sæt dig efter fotoudstillingen på Cafeen Øjeblikket i Det Kongelige Bibliotek´s foyer – lidt med ryggen til verden og ansigtet mod vandet og lad billederne, ansigterne samt teksterne synke ind. Eller gå et par minutter væk fra Den Sorte Diamant hen til et af mine favoritsteder i Købehavn: Bibliotekshaven mellem Det Kongelige Bibliotek og Christiansborg Slot. Her er der altid rum til fordybelse og eftertænksomhed.
Det Sorte Diamant, Det Kongelige Bibliotek

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder fra bloggen sendt direkte til din indbakke.

Ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev, accepterer du, at jeg må sende dig nyheder, mails med tips og gode råd, digitale gaver samt informationer om produkter. Du kan til enhver tid afmelde dig mit nyhedsbrev igen. Læs min cookie- og privatlivspolitik her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.