HÅNDVÆRK af Rigetta Klint – Æstetikerens bog om håndens arbejde

Håndværk af Rigetta Klint

Håndværk handler om faglig stolthed. Bogen fokuserer ikke kun på slutprodukterne, men lige så meget på proces, materialer, værktøj og på de mennesker, som står bag, og de livsstilsvalg, de har truffet.

En drøm om at formidle mennesket bag håndværket

Bogen Håndværk har ligget og ventet på mig. Præcis som en udsøgt æske chokolade, hvor man ved, at den skal indtages i de rette omgivelser – på det rette tidspunkt, så nydelsen kan fuldendes. Sådan havde jeg det, da jeg endelig  – her under Corona-tilstanden – satte mig i min lænestol og gav mig hen til Rigetta Klint´s bog Håndværk. Ren eskapisme ind i skønheden. 

Jeg har fulgt Rigetta Klint, der er designer, skribent og fotograf, gennem flere år – både da hun havde livsstilsbutikken Klint og Frydendal og som tøjdesigner, men i særlig grad da hun etablerede sin virtuelle butik og e-magasin SLOWFASHIONhouse. Derudover følger jeg med stor glæde hendes yderst inspirerende Instagramprofil @rigetta_klint – varm anbefaling herfra. Det er sjældent man oplever et menneske med så stor forståelse for skønhed og æstetik – og en kompromisløshed, der både virker inspirerende – og uopnåelig – på mig.

Regitta Klint har med sin bog Håndværk udlevet sin drøm om at formidle mennesker – i tekst og billeder – som tør springe over, hvor gærdet er højest, som går efter det sublime, og som ved, at rejsen er en del af målet. Det er mennesker, der ikke kigger på uret og går hjem, når ugen rammer 38 timer, men som opfatter deres virksomheder og håndværk med stor passion og arbejdsglæde – vel vidende at det ofte indebærer både afsavn og behovsudskydelse. Flere gange i bogen bliver det nævnt, at uden familiernes opbakning var det ikke muligt – og at drømmen heller ikke var mulig, hvis ikke det også var en livsstil. Lidenskaben bliver udtrykt gennem håndens arbejde. 

Håndværk af Rigetta Klint

Rigetta Klint har over en længere periode fulgt håndværkerne og deres familier. Hun har besøgt deres hjem og deres arbejdsplads.

Hastværk er lastværk

Bogen Håndværk er en smuk og informativ hyldest til alle dem, der beriger verden med skønhed i form af deres håndværk. 

Fælles for de håndværkere, som Rigetta Klint, med stor indlevelse, beskriver er, at de gør sig umage og har forståelsen for, at ting tager tid, når det skal gøres ordentligt. F.eks. som Mikkel Friis Holm (der driver virksomheden Friis-Holm Chokolade) siger:

“Man har sjældent set et produkt blive bedre af at blive fremstillet hurtigere, sådan er det også med chokolade. Det tager den tid, det tager, og den tid har vi her. En konventionel chokolade tager otte timer at lave fra start til slut. Vores tager seks dage, hvis vi skynder os.”

Livet med sit håndværk kræver fordybelse, mange års træning ofte kombineret med en usikkerhed, hvilket dog ikke virker som om det skræmmer nogle af de medvirkende i bogen. Om usikkerheden siger f.eks. Rick og Johanne fra Gernerjahncke, der arbejder med glas og keramik:

“Tværtimod, det er langt mere skræmmende at give køb på faglighed integritet og kreativitet”.

eller som væver Karin Carlander beskriver:

“…….Det kan tage dage eller uger. Man skal være af en særlig støbning for at ville væven. Hvis processen kun er en vej til målet, så er det ikke væver, man skal blive. Processen skal være et mål i sig selv,  for at man kan udholde langsommeligheden.”

Håndværk af Rigetta Klint

En pensioneret balletdanser har beskrevet, at processen med at lære at væve minder om at lære at danse ballet; når først kroppen forstår, og hovedet giver slip, kan man agere frit.

Vedholdenhed for at blive mester

En af de mange kvaliteter ved bogen Håndværk er de forskellige former for håndværk, der er repræsenteret. Fra f.eks. brød over hør, glas og horn til blomster mm. Hvert kapitel bliver indledningsvis præsenteret med en beskrivelse af dét materiale, som håndværkeren arbejder med, hvilket gjorde den efterfølgende læsning om håndværkeren mere håndgribelig og sanselig. Vi kommer vidt omkring med et slaraffenland af viden, tanker og billeder. Selvom jeg egentlig synes, at jeg selv gennem livet har besøgt mange kunsthåndværkere, så nød jeg gennemgangen af materialerne og beskrivelserne af måden man arbejder med dem. Det var både givende og inspirerende at kigge med privat og professionelt hos følgende håndværkere:

Glaspuster:  GERNER-JAHNCKE

Dekorationsmaler:  Zilmers

Maler:  Malerfirmaet Staubo

Slagter:  Gourmandiet

Kok og bager – Lille Bakery

Keramiker: Laura Hoff

Keramiker: Gurli Elbækgaard

Keramiker: Oh oak

Hornmager – Hornvarefabrikken

Blomsterbonde: Vilde Violer

Væver: Karin Carlander

Læskedrikproducent: NXØ Brewery

Chokoladeproducent: Friis-Holm Chokolade

Snedker: Mathias J. Overvad Snedkeri

Slöjder: Woodcraft by Jonas Als

Håndværk af Rigetta Klint

Rigetta Klint har i mere end 35 år arbejdet med kunsthåndværk og design som sit udgangspunkt. Det ses tydeligt i hendes bog Håndværk. Hun er en udsøgt æstetiske, men også en rigtig god formidler.

Hvad med næste generations kunsthåndvækere?

Rigetta Klint nævner i sin bog, at den præcise definition af forskellen mellem håndværk, kunsthåndværk, design og kunst er flydende. Fællesnævneren er, at for at produktet skal lykkes, skal der forekomme materialekendskab og en grundliggende fornemmelse for det implicerede håndværk. Netop dette kan blive et problem fremover, fordi mange af de skoler, som uddanner indenfor håndværksfagene nedprioriter dette materialekendskab og det reelle håndværk. Flere af de medvirkede i bogen udtrykker en vis indignation over forringelsen af uddannelserne indenfor de respektive håndværksfag. Her bl.a. udtrykt af væver Karin Carlander:

“At arbejde med tekstil er en langsommelig proces, som kræver både viden og erfaring. Jeg er ærlig talt oprørt over, at tekstilfagene i uddannelsesøjemed er nedprioriteret til at at være ugekurser, hvor man blot snuser til væv, strik og tryk uden respekt for den faglige fordybelse, det kræver at blive professionel. Hvem skal forvalte vores arv, og hvem skal tage den videre til næste generation?”.

eller keramikeren Gurli Elbækgaard:

“Det er gunstige tider lige nu for mig og for faget som helhed. Lidt ironisk i forhold til, hvor lav prioritet det har udannelsesmæssigt”. 

eller malermesteren Marianne Klixbull

“Jeg ville ønske at flere valgte et håndværksfag, helt enkelt fordi det kan åbne døre til et godt arbejdsliv og dermed til et godt liv i sin helhed. For at det skal blive et attraktivt valg, skal vi alle udvise en større respekt for håndens arbejde og for dem der udfører arbejdet”.

Håndværk af Rigetta Klint

Fælles for deltagerne i bogen er passionen. Selv om mange af dem arbejder langt mere end 40 timer om ugen, oplever de stor frihed, og de oplever at have et sammenhængende liv

Kvalitet betaler sig

Når man har læst og set den smukke bog Håndværk igennem, vil man højst sandsynlig være inspireret til at være endnu mere selektiv i sit fremtidige forbrug. Rigetta Klint er en forbilledlig fotograf og stylist. Få kan skabe så indbydende billeder som hende. Intet – intet – er tilfældigt og jeg elsker det. Derudover synes jeg hun kommer godt ind under huden på de forskellige mennesker, der deltager i bogen.

Efter finanskrisen har forbrugsvanerne ændret sig hos mange. Vi vil have kvalitet og ting med lang levetid. Gerne ting som kan gå videre til næste generation. Det ses også i opblomstringen og genopdagelsen af gamle møbelklassikere. Vi tænker endvidere langt mere på miljøet, hvor det er oplagt at investere i god kvalitet som i f.eks. en hørdug der holder i årevis eller en tekande, som min datter kan arve.  Med kvalitet følger dog ofte en væsentlig højere pris. I en moderne verden er håndværk en eksklusiv vare for de priviligerede. Håndværk er blevet eksklusivt og en statusmarkør. Lige netop dette er aktuelt her under Corona-krisen idet en hel verden er under forandring – og dermed også vores forbrug.

Håndværk af Rigetta Klint

Sagt i bogen: “Man har sjældent set et produkt blive bedre af at blive fremstillet hurtigere….”

Corona som ny udfordring

I bogen fortæller f.eks. den dygtige Jonas Als om sine håndsnittede skeer, som han har leveret til Michelin-restauranten Kadeau. Kadeau er, som bekendt – og meget beklageligt, gået konkurs herunder Coronakrisen. Restauranter, som Kadeau, har ellers igennem de sidste 10 år været gode støtter af kunsthåndvækere, der har levere stel mm til mange restauranter. Noget som både har givet volumen til håndværksfagene – og med afsmittende effekt på os forbrugere.

Jeg vil derfor afslutte med en opfordring – i denne Coronatid – om at støtte kunsthåndværkerne via bl.a. webshops. Er der er fødselsdage lige om hjørnet, så køb f.eks. skeer fra Jonas Als/Woodcraft. De er utrolig smukke og har en fantastisk historie – og lang levetid. Det er nu vil skal støtte alle dem, som vi ønsker også skal være her på den anden side af Corona-krisen. Hvis vi altså kan. Jeg er med på, at en sådan opfordring kan antyde en vis form for privilegie-blindhed eftersom mange mister deres job lige nu eller er nervøse for deres fremtid og derfor ikke bruger penge. Jeg håber det gode håndværk overlever. Bogen Håndværk har ihvertfald understreget, hvor stærk viljen er hos alle de vedholdende og dygtige håndværkere, der medvirker i bogen.

Varm anbefaling herfra.

 

Håndværk af Rigetta Klint

Udgivet på forlaget Muusmann

Sider: 215

 

 

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder fra bloggen sendt direkte til din indbakke.

Ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev, accepterer du, at jeg må sende dig nyheder, mails med tips og gode råd, digitale gaver samt informationer om produkter. Du kan til enhver tid afmelde dig mit nyhedsbrev igen. Læs min cookie- og privatlivspolitik her.

2 Comments

  1. Stine Roel
    6. april 2020 / 08:30

    Fantastisk læsning!! Dine ord og billeder er så smukke – og det lyder som en helst fantastisk bog

    • Lone Haaning
      Forfatter
      13. april 2020 / 15:12

      Dejligt at du fik noget godt ud af min anbefaling. Det er virkelig en skøn bog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.