FOMO eller ZEN?

FOMO eller Zen

FOMO – Fear of Missing Out – eller Zen? Foto©Lone Laue

Der har hen over sommermånederne været stille her på bloggen – og inden mine indlæg igen begynder at fylde GIVING-universet, så synes jeg lige, at jeg skylder en forklaring på dette. Særlig da jeg – med glæde – har kunne forstå, at der rent faktisk er læsere som synes de har savnet nyt fra mig. Det glæder mig meget.

Kobler ud af Facebook og ignorer min Macbook

Jeg tilbringer dagligt meget tid foran min computer, så for 5-7  år siden besluttede jeg, at når jeg forlader Sjælland for at tage på sommerferie, så kobler jeg mig ud af Facebook og afbestiller min avis. Det er altid svært de første par dage, hvor jeg savner nyhedsstrømmen, ny viden i mit feed og gennemrisles af FOMO (Fear of Missing Out), men efter et par dage er det fint og relativt hurtigt er jeg i en helt anden verden, hvor jeg ikke lader mig distrahere af andet end lyden fra cikaderne eller en pludselig sommerbyge. I de første år kom det mere eller mindre af sig selv p.g.a. vi ofte befandt os på ret primitive campingpladser i små franske byer omgivet af bjerge, floder og masser af natur. Dækningen var elendig, hvilket viste sig at være en gave til os som familie. Senere er det blevet et bevidst valg, hvor resten af familien ofte følger mit eksempel ved at koble sig ud i sommerugerne – også selvom vi rejser med to teenagere. De håndterer FOMO ret fint.

For hvert år har jeg forlænget min detox-Facebook-periode, hvor jeg ikke er på Facebook (eller benytter min Mac) – først en uge ekstra, så to uger – og i år blev det til 6-7 uger uden Facebook. I år havde jeg også muligheden for at lade min Macbook blive i sit etui i ret lang tid (for første gang i mange mange år) – næsten fem uger, hvilket var med til at skabe yderligere ro. Det er blevet en årlig saltvandsindsprøjtning, som skaber et rum for mere stilhed, nærvær og sindsro.

JOMO ved Moselfloden

JOMO – Joy of Missing Out – ved Moselfloden -Foto©Lone Laue

Ingen regler uden undtagelser

Helt hellig er jeg dog ikke: Som nyhedsnarkoman tjekker jeg altid nyheder 1-2 gange dagligt på min telefon. Altid over min morgenkaffe. Jeg går aldrig ud i verden uden at være opdateret – ligegyldig om jeg befinder mig i en lille fransk flække eller helt ude ved vestkysten på en forblæst campingplads. Og så er der Instagram, der er præcis som chokolade er for mig – eller det føles sådan: De smukke billeder øger nærmest niveauet af endorfiner i min krop og hensætter mig i en følelse af velbehag. Her tjekker jeg langt fra ind dagligt, men dog flere gange henover min ferie, men mest som ferie-voyeur og sjældent som aktiv. Næste år bliver udfordringen at koble mig helt ud.

JOMO – Joy of Missing Out

Lad det være sagt med det samme: jeg er rent faktisk ret glad for Facebook og bruger platformen til at holde mig orienteret om mangt og meget – og som introvert er det også en dejlig måde at være i kontakt med flere mennesker end jeg ellers ville formå, men det er lærerigt og sundt (for mig) med en årlig time out.

Og hvad bruger jeg så den time out til? Hvorfor er den så vigtig? 

For en nogle år siden hev jeg en artikel ud af Politiken, hvor professor i psykologi Svend Brinkmann foreslog JOMO (Joy of Missing Out)som et opbyggeligt begreb. I denne artikel skriver han bl.a.:

“Måske skal vi erkende, at livet i det hele taget ikke bare handler om at opleve så meget som muligt, men også om at leve op til mellemmenneskelige fordringer, og at det sidste forudsætter en villighed til at gå glip af noget. Erkendelsen af at ’Du skal ikke ville det hele’ får vi brug for i al overskuelig fremtid. Lad os kultivere begrænsningens kunst”*

Når jeg ikke er “på” gennem min telefon, computer eller er gemt bag min avis, så bliver jeg mere nærværende overfor min familie, jeg er mere tilstede i nuet, jeg sanser langt mere og læser flere bøger. Det er som om verden omkring mig bliver mere mættet af farver, dufte og lyde. Og når dette sker, så begynder tankerne at myldre frem. Først virker det altid overvældende, men når jeg så sidder og ser ud over landskabet uden afbrydelse, så begynder jeg at tænke over de vigtige ting i mit liv. Får sat livet i perspektiv. Prioriterer. Det ender altid med at handle om andre mennesker, som betyder noget for mig.

Vi skal turde være stille og skille os ud  – Foto@Lone Laue

Tilvalg og fravalg – en del af livet

Hvordan jeg skal prioritere og vælge andet fra for netop at have tid til de mennesker, som jeg gerne vil gøre noget for eller blot have tid til at være sammen med? Jeg synes mine sommeruger altid leder til den evig aktuelle samtale med min ægtefælle: tilvalg og fravalg. Hvad er vigtigt i dette liv? Her synes jeg også Brinkmann rammer det meget præcist, når han taler om “den forpligtende relation”. I mit tilfælde tænker jeg f.eks. overfor mine børn, min mand, kolleger, studiekammerater, syge forældre, søster, svage bedsteforældre, en ulykkelig nyskilt kollega, gode venner eller en ensom ven.

Brinkmann siger f.eks.:

“I stedet for at være optaget af, hvad jeg måtte rumme af indre potentiale, så mener jeg, vi skal øve os i at forstå det eksistentielt betydningsfulde i de forpligtende relationer, vi har til andre. De relationer definerer os, og andres ve og vel afhænger i mange sammenhænge af det, vi gør, som vi er forpligtede til. Det er befriende, at der er forpligtelser, vi ikke selv har skabt, og som ikke bare kan annulleres, men det forudsætter en villighed til at gå glip af andre oplevelsesbaner og udviklingsmuligheder i tilværelsen.”**

Vær stille – det går nok!

Jeg oplever at angsten for at gå glip af noget fører mange ting med sig. Både på de sociale medier, hvor man er så nervøs for ikke at være PÅ og aktuel hele tiden, at der bliver postet alt alt for mange ting, som dybest set er unødvendige og ligegyldige. Mine indlæg er heller ikke livsnødvendige, så derfor tænkte jeg, at bloggen også godt kunne holde ferie og tænke sig om. Det synes jeg egentlig alle bloggere burde gøre. De bloggere vi er glade for skal vi jo nok være trofaste overfor. De bliver sikkert også bedre af at sidde og kigge lidt ud i luften og ikke vride nye indlæg, billeder etc ud hele tiden. Lige få prioriteret lidt og løfte næsen fra computeren eller telefonen. Journalisterne på aviser, magasiner etc holder jo også ferie. Vi skal turde være stille.

FOMO eller Zen

Vi skal huske at nærvær er noget af de fineste vi kan give andre mennesker @Lone Laue

Dannelse og Emma Gad lider under FOMO

Forleden holdt vi en fest hos os. Vi havde gjort os umage for det var længe siden vi sidst havde holdt noget stort. Min datter fyldte 15 år og venner af huset samt familie var inviteret. På dagen ankom alle gæsterne i solskin. Vi havde dækket de smukkeste borde, hyret kokke og serveringsfolk. Vi havde gjort os umage og ville gerne forkæle alle vores gæster, der gennem nogle år havde støttet os i svære tider. Alt var fint og dejligt og alle kom smilende og var tydeligvis klar til at gøre dagen minderig for os. Umiddelbart efter forretten – hvis vi overhovedet var så langt – ankom det første unge menneske: “Jeg må gå nu, fordi jeg skal til en anden fest”. Hun skulle så have et lift – og pludselig var der to som var væk fra middagen og bordplanen. En times tid senere meldte endnu een af de unge sig. Hun skulle også videre til en anden fest – og der var såmænd endnu en, der gerne ville videre….!

Klassisk FOMO

Det var ikke fordi vi var sent ude med invitationen. Den var kommet flere måneder forinden, men det var fordi der var dukket noget mere interessant op og de unge var ikke klar til at gå glip af dette. Klassisk FOMO. Men det dur ikke i min bog. Er du inviteret, så kommer du glad og deltagende. Gemmer din telefon væk med mindre du ved, at der er nogen, som skal kunne få fat på dig.

Vi må have fat på de unge. Det dur ikke, at man ikke lærer, at når man har sagt JA, tak til en invitation, så er man tilstede og deltagende. Punktum. Det bliver for flagrende og de sender et signal til resten af selskabet om, at de keder sig. Det tror jeg ikke nødvendigvis de gør – og når de ankommer til det næste sted, så er det sikkert med en fornemmelse af “Gad vide om jeg skulle være blevet det første sted? Måske var det bedre” og dermed kommer de ud af aftenen og natten uden egentlig at have været tilfredse og nærværende. Det er præcis det samme som, at jeg ikke gider være sammen med mennesker, der hele tiden kigger på deres telefon, når vi mødes til middag eller over en hurtig kop kaffe. Jeg synes dog, at jeg oplever der er kommet bedre takter på dette område. Folk ved godt, at det er “no-go” at sidde med deres telefon, når de mødes med mig. Jeg orker det ikke.

By the way: Det blev en skøn aften og min datter (og vi) svævede på en lyserød sky flere dage efter – Og kokkene efterlod de u-spiste kuverter til os. Men helt ærlig…..!

FOMO eller JOMO

Naturen hjælper tankerne på vej – Foto@Lone Laue

Telefonfrie middage samler og styrker fælleskabet

Telefonerne er også væk under vores daglige middage. JA! vi er hellige….Vi spiser hver aften middag sammen – dem der nu er hjemme. Jeg har altid opfattet mine forældres spisebord som mit barndomshjem. Her mødtes vi hver aften til min mors skønne mad. Uanset hvor vi boede. Den tradition har jeg ført med videre til min egen familie. Måske er dét med de manglende telefoner ved middagsbordet nemt hos os, fordi alle vores sommerferier stort set altid har været uden elektroniske ting p.g.a. de relativt primitive campingforhold vi har levet under i naturen? Vi har altid talt meget sammen og det kan vi se slutter lynhurtigt, når telefonen en gang imellem bliver taget frem, fordi vi skal google noget. Det gør også noget godt for os som familie, at vi aldrig har tv-dinners (med mindre der er valg), men det må være op til den enkelte familie.

At vi så næsten altid liiiige tjekker telefonerne efter middagen – ja, lidt FOMO lider vi alligevel allesammen af i familien

ZEN….

Og hvad får jeg så ud af mine Facebook/computer-frie ferier: jeg lander i  en følelse af ZEN. Jeg får brudt med min normale tankegang, ryddet ud og får sat tingene på nye pladser – eller retur til de gamle. Jeg føler mig mere tilstede i nuet. En lille hovedrengøring på den øverste etage.

MEN i år savnede jeg virkelig Facebook til sidst. Jeg har det sidste halve år mødt nogle skønne mennesker, som også elsker at fotografere. Både på min uddannelse og på et Højskoleophold. Lige inden ferien var jeg havnet i en vidunderlig foto-boble, som jeg v.h.a. Facebook holdt ved lige. Det bedste ved at vende tilbage i år var at se disse menneskers billeder og høre om deres tanker. Det ville ikke kunne lade sig gøre uden Facebook.

Lad mig slutte med lidt Brinkmann igen (ja, jeg værdsætter hans tanker) Her med nogle af de ord, som beskriver hans bog “Gå glip”:

“Gå glip handler om begrænsningens kunst og værdien af at gå glip af noget. Denne livskunst er vigtig både for os som samfund og som mennesker. Det er i sig selv værdifuldt at lære ”at nøjes” frem for at ville det hele”.

TAK fordi du holdt ved over sommeren og stadig gider læse med. Lider du af FOMO eller dyrker du JOMO? Jeg synes, at det er skønt at være tilbage og er allerede igen hooked på Facebook, Instagram, aviser m.m. – men pausen gjorde mig godt!

FOMO eller ZEN

Hiv stikket og bliv klogere på dig selv – Foto@Lone Laue

*kilde: “Lad os gå glip af noget mere i 2016”, Politiken

**kilde: “Brinkmann vil have os til at trække stikket”, Kristelig-Dagblad

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder fra bloggen sendt direkte til din indbakke.

Ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev, accepterer du, at jeg må sende dig nyheder, mails med tips og gode råd, digitale gaver samt informationer om produkter. Du kan til enhver tid afmelde dig mit nyhedsbrev igen. Læs min cookie- og privatlivspolitik her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.