Man skal igennem kunstmuseet Louisiana´s lyse gange og forbi den smukke udsigt for at komme ned til den underjordiske buegang, hvor man straks bliver omsluttet af 70´ernes velkendte grafiske udtryk udført af Dea Trier Mørch. Her hænger de nærmest ikoniske linoleumstyk, som for mig (født i 1967) øjeblikkelig vækker minder om en svunden tid, der var fyldt med en stærk feministisk energi og stor politisk kampgejst. Udstillingen Ind i verden præsenterer en pionérfigur i den feministiske kunst i Danmark.
Dea Trier Mørch blev allerede som 16-årg optaget på Kunstakademiet, men det var ikke på akademiet, at hun fandt sin kunstneriske vej, men derimod på rejser og studieophold i Østeuropa. Her fandt hun inspiration i plakatkunst og eksperimentalteater, som åbnede op for en mere virkeligheds-skildrende kunst – modsat dén på akademiet – og med denne inspiration fik hun blik for den grafiske teknik og linoleumssnit.
Flashback til Kvindefestival og knyttede hænder
Dea Trier Mørch´s illustrationer sender mig på et splitsekund tilbage til bagsædet af min mors lille æggeskals-hvide VW boble på vej ind fra trygheden i forstaden til et livligt, stort, lidt skræmmende og fremmed Fælledparken, hvor der blev afholdt Kvindefestival. Jeg mindes, hvordan min søster og jeg gik rundt med min mor i hånden omgivet af farverige kvinder, anderledes dufte og høje protestsange. Min mor i midten med langt løst bølget hår, højhælede træsko og vide bukseben og løst bælte med tungt spænde om hofterne. En smule af 70´ernes kvindekamp fik dermed lov til at sætte sig i blodet og minderne hos min søster og mig. Ellers bestod min mors kvindekamp mest af at låne et hav af stærke kvinderomaner ud til de hjemmegående kvinder, som passede min søster og mig, mens min mor foldede sig ud i sit drømmejob. Et job som for hende var frihed. Med os hjem fra Kvindefestivalen havde vi et tryk af Dea Trier Mørch.
Dea Trier Mørch´s linoleumssnit fortæller enkle og nærværende skildringer fra både intimsfæren og samfundslivet i særligt 1970’ernes Danmark. De vidner om hendes engagement i både den nære og fjerne verden, tidens samfundspolitiske agenda og globale begivenheder. Mest stærkt står nok hendes serie med den fødende kvinde på hospitalet. Man oplever urkraften og respekten – men mest af alt: kærligheden. Med enkle snit formår Dea Trier Mørch at berøre tilskurene. Vi kommer helt tæt på den intime og store oplevelse, som fødslen og ankomsten af et nyt lille liv er. Et universelt fællesskab for kvinder.
Kunst og Klassekamp
Besøget på Louisiana er et nostalgisk gensyn med 70 érnes venstrefløjskunst. Mine forældre var ikke en del af venstrefløjen – ej, heller arbejderklassen, men Dea Trier Mørch fandt alligevel vej til vores hjem. Ikke mindst med hendes fremragende roman Vinterbørn, som mange år efter dens udgivelse fik stor betydning for mig (og som hun fik De Gyldne Laurbær for i 1976 ) Omslaget af bogen Vinterbørn har været en fast del af først mine forældres bogreol og siden min. Man kan ikke være født i 1967 og ikke være bekendt med Dea Trier Mørck og hendes store engagement i f.eks. Røde Mor og kende til hendes politiske holdninger i form af solidariteten med andre kvinder og troen på kollektivets ret over individets. Det er hendes kvindekamp og solidaritet med kvinder – og rollen som mor, at hun vandt indpas i både min mors liv og siden mit.
Hvis du, som jeg, har en teenagedatter, så tag hende med til Lousiana´s udstilling. Det var en vindunderlig oplevelse at gå udstillingen igennem med min datter på 14 år. På den måde er Dea Trier Mørchs politiske grafik evig aktuel og kilden til mange gode samtaler om livet som kvinde. Og hvis du har muligheden, så tag endelig din mor med – uanset alder – eller din søster. Udstillingen Ind i Verden er vigtig for at minde os om søstersolidaritet. I mange år har den store kampgejst fra 1970´erne ikke været synlig i samfundet, men hele miljø-spørgsmålet oplever jeg igen er ved at tænde en ild. Et engagement. Der er en ny kamp som skal kæmpes og den gælder miljøet – men den aktuelle udstilling minder os om, at vores rettigheder som kvinde idag er baseret på andre kvinders store engangement og kamp. Kvindekampen skal fortsat kæmpes. Læs f.eks. min anmeldelse af Sara Omar´s Dødevaskeren her. Vi mangler fortsat en stor gruppe kvinder.
Jeg håber du vil tage imod min anbefaling og både besøge udstillingen Ind i Verden samt læse – eller genlæse – Dea Trier Mørch´s Vinterbørn.
Få nyheder fra bloggen sendt direkte til din indbakke.
Ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev, accepterer du, at jeg må sende dig nyheder, mails med tips og gode råd, digitale gaver samt informationer om produkter. Du kan til enhver tid afmelde dig mit nyhedsbrev igen. Læs min cookie- og privatlivspolitik her.
